Når du første gang skal ud og flyve med din drage, er det vigtigt, at du tager vinden i betragtning. Det må ikke blæse for hårdt, for så er dragen meget vanskelig at styre, og den flyver meget hurtigt.
Find et sted hvor der er frit land uden store træer eller huse. Pak dragen ud og saml den. Når du har fastgjort dragelinerne til dragen, ruller du ca. 30 m ud i mod vindretningen. Få en hjælper til at holde dragen for dig. Når du har strukket linerne ud og konstateret, at de er lige lange, giver du et let ryk i linerne, så dragen flyver op.
Lad den gå så højt op som muligt og forsøg nu at styre ved at trække i linerne. Når du trækker i den højre line går dragen mod højre og til venstre med træk i venstre line.
Forsøg ikke at komme for tæt på jorden de første gange. Det er godt at få kontrol over dragen, mens den er højt på himlen.
Når dragen skal landes styres den forsigtigt helt ud til en af siderne hvorefter den vil lande stille og roligt.
Efterhånden som du bliver bedre kan du læse om flere tricks eller se videoer, der viser, hvordan de kan laves.
Sikkerhed ved drageflyvning Det er altid vigtigt at overholde nedenstående sikkerhedsregler ved flyvning. Husk at ikke alle deler glæden ved drageflyvning med dig.Flyv aldrig i regn- eller tordenvejr. Selvom det ikke tordner, kan der være elektricitet i skyerne.
Flyv aldrig i nærheden af højspændingsledninger.
Flyv aldrig så dragelinerne krydser en vej eller sti.
Gener aldrig dyr med din drage, specielt heste kan blive meget bange.
Gener aldrig andre med din drageflyvning - find et andet sted hvor du kan flyve.
Lad aldrig flyvelinen løbe ud mellem hænderne, den kan på ingen tid skære sig dybt ind i hånden. Brug eventuelt handsker.
Saml altid ødelagt eller sprængt line op og tag det med hjem. Det kan være farligt for fugle og andre dyr.
Kommer der fugle i nærheden af, hvor du flyver, kan du sende papirlapper op ad linen, så de kan se den, eller forsøg at bevæge linen så den kan ses.
Ifølge dansk lov, må drager højst sættes 100 meter op over jorden og ikke tættere end 5 km på en flyveplads eller lufthavn.